ØJEBLIK!

ØJEBLIK! no. 38 - Debat: Hvad må der gøres?

Debat: Hvad må der gøres?

- en debat om aktivisme og kunst i lyset af den neoliberale afvikling af demokratiet

Som en del af documenta 12 magazines, det internationale netværk af kunsttidsskrifter, der deltager i tilblivelsen af dennes sommers Documenta 12 i Kassel, blev Øjeblikket stillet spørgsmålet “Hvad må der gøres?” I det kommende nummer, det sidste af tre numre, der hver tager fat på et af Documenta organisationens spørgsmål, tager vi emnet op og stiller spørgsmålet videre til en række danske kunst- og aktivistkollektiver. Vi takker Overgaden for invitationen og ønsker at bruge lejligheden til at kalde til en debat om samme emne.

Debatten tager sted onsdag d. 21. 3. kl. 17 på Overgaden [Overgaden neden Vandet 17, Christianshavn] i forbindelse med Overgadens projekt “21 dage – 21 år”.

Paneldeltagere:
Pil Christensen. Aktivist, del af Flexico, Globale Rødder, Initiativet for flere Ungdomshuse, etc.
Rikke Luther. Kunstner, del af Learning Site, N55.
Anders Michelsen. Adjunkt på Institut for Kunst og Kultur, KU
Lilian Munk Rösing. Lektor på Institut for Kunst og Kultur, KU, har blandt andet udgivet bogen “Kønnets katekismus”

Hvad må der gøres? På mange måder er der noget særligt over dette spørgsmål. Det bærer en stærk historie med sig; især på den kritiske venstrefløj og i den engagerede kunst har det været stillet mange gange og mange prominente folk har givet svar på det. Men samtidig er det et spørgsmål uden historie, et spørgsmål, der hver gang det stilles, må stilles på ny, stilles i en ny situation. Det er et spørgsmål, der stiller store krav til den, det ønsker et svar fra. Ikke alene kræver det en analyse af den samtidige situation, med fokus på handlemuligheder inden for denne, det kræver også en vurdering af disse muligheder og en stillingstagen til hvilke, der bør forfølges. Det er et spørgsmål, der kæver såvel viden som engagement, der trækker sine linjer bagud til tidligere svar og fremad ind i den verden, vi ønsker at skabe med vores svar. Det spørger, hvor vi står nu og samtidig hvor vi skal hen. Men det spørger også til midlerne, vi vil bruge for at komme derhen. På mange måder er det et særligt spørgsmål at stille og måske det ultimative spørgsmål at skulle svare på.
Ofte er det blevet stillet efter en periode med mange analyser af samtiden, stillet som et spørgsmål der kræver handling. Til tider har svaret været et behov for yderlige analyser, til tider et kald til en særlig form for handling, ofte en kombination. Meget tyder på, at tiden er moden til at stille det igen. Antiglobaliseringsbevægelsen var ved at opbygge momentum i slutningen af halvfemserne, efter afslutningen af den kolde krig havde medført en jublende neoliberalisme, der erklærede at historien var slut og etablerede en dominerende klasse, der som en nomenklatur søgte at regulere alle, mens den råbte og skreg at klassesamfundet var forvundet og enhver uretfærdighed blot var resultatet af systemfejl, der kunne justeres. Men med d. 11. september og den efterfølgende krig mod terror blev dette momentum i høj grad tabt, situationen blev ændret, men den grundlæggende uretfærdighed forsvandt ikke. Nu har vi efterhånden fået kortlagt de nye forhold, vi lever under. Det skorter ikke på analyser; fra Michael Hardt & Toni Negri over Giorgio Agamben, David Harvey og Axel Honneth til Jacques Rancière har stort set alle de vigtige tænkere givet deres analyse af de forhold, vi lever under i dag.
Globalt og lokalt er demokratiet under pres fra de selv samme magthavere og ideologer, der hævder at være dets forkæmpere. Globalt lever vi i en permanent undtagelsestilstand, der i ly af fjendebilledets suggestive magt underminerer den lille snært af ret, der kunne kaldes international, ligesom flere og flere af de almindelige rettigheder i national sammenhæng tilsidesættes eller presses. Begrænsningerne på folkets frihed øges, samtidig med at den globale kapital gives større og større frihed, en frihed den benytter til at koncentrere stadig større rigdom hos stadig færre. Vi får at vide, at globalisering betyder, at grænserne brydes ned, men samtidig bygges nye mure overalt. Globalisering betyder frihed for varer, ikke for mennesker. Grænser der brydes ned? – spørg de mange der dør i forsøget på at krydse grænsen til den rige verden i det ydmyge håb om et bedre liv.
Lokalt oplever vi en heftig normaliseringskampagne. I ly af positive udtryk som fremskridt og tolerance iværksættes gentrificeringsprocesser, der ikke adresserer sociale problemer og konflikter, men blot skubber dem fra sig: Ude af øje ude af sind. Ude af det offentlige rum, i bedste fald ind i et offentligt behandlingssystem. Bag overfladens pæne diskurs om tolerance skjuler sig, som så ofte før, et ønske om homogenisering. Forskel og anderledeshed fejres, så længe markedet profiterer af den. De få tilbageværende symboler på reelle alternativer til den kanoniserede livsform søges i disse dage fjernet eller udvandet, således at intet alternativ synes muligt.
Meningsmålinger, markedsundersøgelser og simulationsgrupper har erstattet folket i vores såkaldte konsensusdemokratier. Alt er redegjort for, alt er kortlagt, “der er ikke noget at komme efter” - sådan ser den neoliberale ideologi samfundet. Alle har fået en del, alle har en stemme, men kun meget få taler. Og når nogen nægter at blive kortlagt, forsøger at reagere på uretfærdigheden i hullet mellem hvad de italesættes som og deres egentlige hverdagsliv, eller blot ønsker at afvige fra det, de bliver identificeret som? Ja, så er det larm, ballademagere eller rakkerpak.
Tidligere fandtes politiske subjekter som folket, proletariatet eller kvinderne. Politiske subjekter der også metaforisk markerede den grundlæggende uretfærdighed hvormed alle er lige, men nogle mere end andre. Når der i dag argumenteres for flere kvindelige ledere, sker det ikke på baggrund af den uretfærdighed hvormed en del af folket holdes nede, men ud fra et argument om at samfundet går glip af særlige kvindelige kompetencer. Enhver snak om en grundlæggende egalitær retfærdighed er forstummet eller søges latterliggjort. Neoliberalismen kender ingen anden lighed end markedets indifference. På den ene side hævdes det, at der ingen forskelle er i forhold til det juridiske og økonomiske, på den anden skiftevis hyldes og fordømmes kulturelle forskelle som noget evigt uforanderligt. Uenigheder og forskelle bliver nægtet politisk eksistens og naturaliseret som biologiske eller kulturelle. Mænd og kvinder er lige, men feminister er fremmedgjorte for deres køn. I det postdemokratiske kontrolsamfund er folket forsvundet, alle er specificeret i undergrupper og segmenter, tilbage er kun sociale energier, der skal reguleres, underholdes og straffes. Eller er et politisk subjekt stadig muligt?
Dette er den ramme i hvilken Øjeblikket med denne debat ønsker at stille det klassiske spørgsmål. Hvad må der gøres? Hvilket politisk subjekt er muligt i dag? Hvilken sammensætning har det? Hvordan er det organiseret? Hvad er dets udtryksformer? Hvilken form for engageret kunst formår meningsfuldt at agere i denne sammenhæng? Hvad bør gøres i kampen mod den neoliberale afvikling af demokratiet?

Øjeblikket – tidsskrift om kunst og det kunsten handler om