Tidsskriftet øjeblikket

No. 49 - Gadekamp

Introduktion

Kampen om byens rum

I de seneste år er byens rum igen blevet scene for kampe mellem statsmagten og stridige subjekter, der nægter at identificere sig med samfundet, det være sig det danske, amerikanske eller franske. Fra London over Paris til København er gaden igen blev scene for egentlige gadekampe eller kreative tilegnelser af det offentlige rum. Den franske historiker Charles Tilly noterede en gang, at hver historiske periode var kendetegnet ved sit specifikke repertoire af aktionsformer og i særdeleshed voldsformer. Der findes så at sige altid et samfundsmæssigt voldsparadigme. I takt med bykampens øgede betydning, de nye konfliktområder og kampformer, må vi spørge, om vi bevæger os mod et nyt urbant voldsparadigme og hvad der eventuelt kendetegner det.
I det nærværende nummer af Øjeblikket ønsker vi at sætte fokus på denne kamp om byens rum, som den har fundet sted inden for de seneste 35 år gennem nedslag i en række forskellige kontekster, hvor gadens almindelige færdsel er blevet standset til fordel for andre bevægelser, udviklingen af andre livsformer, eller hvor gaden er blevet sat i brand i en rent destruktiv gestus, hvor bygninger og andet er blevet smadret og plyndret af oprørske subjekter eller af statsmagten som led i forsøg på at udrydde alternativer, konsolidere sit herredømme eller skabe grobund for endnu en omgang kapitalistisk valorisering.
Herhjemme har vi den seneste tid været vidner til en række forskellige sådanne bykampe. De mest omtalte har været Københavns Kommune og en højreorienteret religiøs sekts kamp mod Ungdomshuset, der som bekendt resulterede i, at Ungdomshuset decideret blev fjernet fra jorden og revet ned, og de bil- og containerafbrændinger, som på det seneste har lyst op flere steder i landet efter endnu et tilfælde af racisme fra politiets side. I begge sager har byen været det sted, hvor utilfredse subjekter har kunnet give udtryk for deres frustration og vrede. Byens gader og pladser har været det lærred, hvorpå samfundets brudflader er blevet eksponeret og siden fordoblet af massemediernes repræsentationer. Selvom politiske kampe og sociale konflikter tenderer til i stigende grad at finde sted direkte i medierne, så har vi altså været vidner til en fornyet brug af byens rum som arena for politiske konflikter. Det er selvfølgelig vigtigt at erindre sig, at begge de to nævnte ‘lokale’ konflikter om byens rum finder sted på baggrund af en længerevarende politisk proces, hvor bestemte handlings- og adfærdsformer forsøges ekskluderet eller skubbet ud af byen. Herhjemme går denne proces under navnet ‘normalisering’, globalt kaldes den ‘krigen mod terror’.
Som blandt andre Carsten Juhl har argumenteret for, er det muligt at læse disse politisk processer som reaktioner på de omfattende flygtninge- og migrationsbevægelser, der har fundet sted i store dele af det 20. århundrede og som er taget til i de sidste årtier. Kapitalismens sumpede grådighed og den stadigt voksende ulighed nødvendiggør store befolkningsbevægelser, der truer grundlaget for den hidtidige deling af verdens ressourcer og værdier. Denne anden kommende og mere retfærdige fordeling forsøges imidlertid bremset af den vestlige og især amerikanske middelklasse, som ikke er interesseret i at miste sine privilegier.
I 2020 vil der ifølge FN bo omkring to milliarder mennesker i shantytowns, favelas og bidonvilles, og klodens megabyer vil for en stor dels vedkommende bestå af gigantiske omsiggribende fattigkvarterer bygget af pap og tin, der hele tiden risikerer at blive skyllet væk af det næste mudderskred. Millioner af mennesker i den såkaldt ‘tredje verden’ forlader de landområder, hvor de i generationer har levet, og bevæger sig mod de gigantiske urbane strukturer, der i takt med tilflytningen bliver stadigt mere kaotiske og monstrøse. Vi er vitterligt konfronteret med en global revolution, der som alle revolutioner er destruktiv og har vidtrækkende konsekvenser, og som vil have destabiliserende effekter på blandt andet verdensøkonomien. Som Henri Lefebvre allerede for mere end snart 40 år siden gjorde opmærksom på, er samfundet blevet helt igennem urbant, og det giver derfor mere mening at tale om ét urbant samfund end om nationer og byer.

Teksterne i dette nummer af Øjeblikket adresserer alle forskellige aspekter af denne igangværende kamp om det urbane rum. Flere af dem tager udgangspunkt i magtens måde at agere i det urbane rum. De tager udgangspunkt i den repression, der finder sted og kortlægger den herskende ordens brug og forståelse af byen. Andre tekster i nummeret forsøger at analysere de kreative tilegnelser og de transgressive aktioner, der udfordrer magten eller siger fra over for undertrykkelse og udbytning.
Sociolog Niels Fastrup ser i sit bidrag, “En glat våbenmagt”, nærmere på den postmodernisering, der har fundet sted i det danske politi, som den eksempelvis kommer til udtryk i politiets håndtering af rydningen af ungdomshuset.
Den franske filosof Alain Brossat kortlægger i sin tekst “Plebsen er tilbage” i forlængelse af urolighederne i 2005 i de parisiske forstæder de nye brudflader i de vestlige liberale (post)demokratier og viser hvorledes ildspåsættelse og tilsyneladende destruktiv adfærd er effekterne af en brutal og langvarig undertrykkelse af de ekskluderede, som blev gentaget af den daværende franske indenrigsminister Nicolas Sarkozy, der betegnede de oprørske subjekter som “rakkerpak”.
Kulturhistoriker Jeppe Wedel-Brandt ser ligeledes nærmere på urolighederne i de franske forstæder i 2005 og analyserer i sin tekst “Når gaden eksploderer”, hvorledes urolighederne er et konkret udtryk for en generel og gennem længere tid opsamlet vrede, der har at gøre med den racisme og økonomiske vold, som mange unge fra forstæderne oplever dagligt.
I sit bidrag, “Åbent brev fra Assata”, beretter den amerikanske aktivist Assata Shakur om hendes politiske aktivisme i The Black Panther Party, den svært kritisable retssag, hvor hun blev dømt for drabet på en politimand, hendes flugt fra fængselet og den efterfølgende årelange kamp mod racisme og for social retfærdighed.
I sin tekst “Karnevalistiske kombattanter” ser kulturhistorikeren Ask Katzeff nærmere på en af antiglobaliseringsbevægelsens mange karnevaleske projekter, Clandestine Insurgent Rebel Clown Army, der er kendetegnet ved at bruge leg som kritisk medium og præsenterer sig som klovne i en ironisk udfordring af magten.
Billedkunstner Emil Madsen-Brandt skriver i teksten “Fra spirituel melankoli til fatalistisk oprør” om den iranske revolution og islamisternes iscenesættelse af modstanden mod shahen som en genopførsel af tidligere centrale begivenheder i shiitisk historie, hvorved Ayatollah Khomeini fremstod som den samtidige inkarnation af den fromme martyr, Imam Hussein.
I teksten “Kamp til stregen” analyserer kunsthistoriker Signe Sophie Bøggild med omdrejningspunkt i det private investorselskab Solidere den urbane forvandling, som byen Beirut har gennemgået efter borgerkrigens ophør i 1990.
I et interview, “Vi ville drive den revolutionære proces videre”, fortæller to tidligere medlemmer af Rote Armee Fraktion, Helmut Pohl og Rolf Clemens Wagner, om den tyske terrorgruppes oprindelse og udvikling og giver et indblik i det komplicerede dialektiske forhold mellem repression og terrorisme, som det udspillede sig i Vesttyskland i 1970erne og 1980erne.
I deres tekst “Forskansede fællesskaber” analyserer politologerne Carsten Bagge Lausten og Bülent Diken forskellige eksempler på, hvorledes forestillinger om det sociale rums kaos og usikkerhed kommer til udtryk i tilbagetrækning og forskansning bag høje mure og lukkede fællesskaber.
Kunsthistorikeren Mathias Danbolt udfordrer i sin tekst, “Bash Back: Queer vold fra Pink Panthers til Pink Pistols”, både den dominerende forståelse af aktivistisk vold og den normale historieskrivning om kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder ved at fremhæve eksempler på brug af særligt truslen om vold i denne kamp.
Kristina Ask (visuelt materiale)