|
Tidskrift om kunst - og det kunst handler om |
|
| Tidsskriftet øjeblikket | ØJEBLIK! | Documenta XII | INFO |
Tidsskriftet øjeblikket
Introduktion “I dag kender politikken ingen anden værdi (og som konsekvens ingen anden negativ værdi) end liv, og før de modsætninger, som dette faktum er årsag til, er løst, vil nazismen og fascismen – som forvandlede beslutningen om det nøgne liv til det vigtigste politiske princip – forblive stædigt med os.”Giorgio Agamben “Ethvert forsøg på at gentænke Vestens politiske rum må begynde ud fra en klar erkendelse af, at vi ikke længere ved noget om den klassiske distinktion mellem zoe og bios, mellem privat liv og politisk eksistens, mellem mennesket som blot levende, der har sit tilholdssted i hjemmet, og mennesket som politisk subjekt, der har sit tilholdssted i byen.” (Agamben: Homo sacer. Il potere sovrano e la nuda vita, Torino: Einaudi, 1995, 209) Således skriver den italienske filosof Giorgio Agamben i bogen Homo sacer. Il potere sovrano e la nuda vita, hvor han i forlængelse den franske idéhistoriker Michel Foucault undersøger, på hvilken måde det naturaliserede liv inkluderes i samfundets politiserede orden. De aktuelle eksempler på sådanne inklusioner er legio: genpatentering, abort, kunstig befrugtning, osv. I alle disse tilfælde er individets krop objekt for den politiske suverænitet. Ifølge Agamben er vi konfronteret med en situation, hvor hjemmets og byens rum glider sammen og bliver uskelnelige; den biologiske og den politiske krop lader sig ikke skille ad. Agambens analyse af det biopolitiske paradigme trækker på Foucaults analyse af det moderne samfunds fremkomst. Ifølge Foucault forvandler magten sig i løbet af det 18. århundrede fra at være ret til at disponere over liv og død til at blive formning og regulering af befolkningens livsbetingelser. Politik forvandles til biopolitik i det moderne vestlige samfund, for så vidt som det naturlige liv bliver integreret i statsmagtens mekanismer og kalkuler. Ifølge Foucault er det moderne disciplinære samfund karakteriseret af to magtformer, den disciplinære magt, der angår kroppen som maskine, og den biopolitiske magt, der forholder sig til kroppen som art. Som biopolitik former magten ikke blot individerne, men varetager helheden af de levende væsner gennem forvaltning af ernæring, helse, hygiejne, etc. Biomagten forholder sig til befolkningen som et politisk og videnskabeligt problem. Hvor disciplinerne rehabiliterer, normaliserer og institutionaliserer individet, agerer biopolitikken præventivt i forhold til befolkningen. Den optimerer livet gennem regulerende kontrol. Biopolitikkens objekt er således menneskeartens frugtbarhed (de regulerende mekanismer er her familiepolitik, fødselskontrol), varigheden og intensiteten af befolkningens sygdomme (sundhedspolitik) samt indretningen af territorier (miljøpolitik). Agamben trækker nok på Foucault analyse af biopolitik, men korrigerer den samtidig. Ifølge Agamben forholder det sig nemlig således, at biopolitik ikke er et moderne fænomen, men tværtimod den suveræne magts oprindelige aktivitet. Biopolitik er politikkens oprindelige form. Som Agamben formulerer det: “[I]nklusionen af det nøgne liv i den politiske sfære udgør den suveræne magts oprindelige – om end skjulte – kerne.” (ibid., 9) Agamben finder belæg for denne konklusion i den arkaiske romerrets såkaldte homo sacer-figur. Homo sacer var et menneske, som blev lyst i band, men som også var helligt. Dette menneske blev hellig, sacer, efter at være blevet dømt skyldig i en forbrydelse. Det betød, at den pågældende ikke måtte blive ofret under rituelle omstændigheder og ikke måtte henrettes i henhold til nogen lov, men at drabet på vedkommende ikke ville blive straffet. Den, som dræbte homo sacer, ville gå fri. Ifølge Agamben skal homo sacer ikke forstås som et udtryk for det ‘helliges ambivalens’, men som effekt af en dobbelt udelukkelse: homo sacer er, ligesom Kain, udelukket både fra den religiøse orden, idet vedkommende ikke kan ofres, og fra den juridiske orden, da den, der dræber homo sacer, ikke kan blive straffet for handlingen. “Det, som definerer homo sacers status, er ikke […] det helliges originale ambivalens […] men snarere den særlige karakter, som den dobbelte eksklusion har, i hvilken homo sacer befinder sig, og den vold, som han finder sig udsat for.” (ibid., 91) Den vold, som homo sacer udsættes for, tager hverken form af ofring eller drab og trækker sig således tilbage fra både de guddommelige og menneskelige love og åbner derved et rum, der hverken er religiøst eller profant. Homo sacer udpeger således en undtagelsestilstand i forhold til både den guddommelige og den menneskelige lov. Agamben genfinder denne homo sacer-figur i flygtningen, et menneske som ligeledes fratages sin politiske status og overlades til omgivelsernes forgodtbefindende. I den allerede omtalte bog, analyserer Agamben, idet han bevæger sig fra Auschwitz til flygtningelejre i det tidligere Jugoslavien og Rwanda, de moderne demokratiske og totalitære formers foragt for det nøgne liv og undersøger lejren som det moderne samfunds biopolitiske paradigme. Hér placeres ifølge Agamben det liv, som kun kan indlemmes ved at blive ekskluderet, og lejren analyseres som det sted, hvor lov og liv føjes ind i hinanden, hvor undtagelsen bliver til reglen, og alt bliver muligt. Det nutidige mønstereksempel på et sådant sted er ifølge Agamben USA’s Guantanamo-lejr på Cuba, hvor “illegale kombattanter” interneres uden krigsforbryderstatus, uden retssag, og først efter længere tids ophold enten er blevet tiltalt for noget, løsladt eller har begået selvmord. Efter at den såkaldte “krig mod terror” blev lanceret i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001, har en række anti-terrorlove set dagens lys. Vi befinder os nu midt i retsstatens grænseland, hvor procedure går frem for lov, og hvor undtagelse bliver til regel. Ifølge Agamben er biopolitik og suverænitet to snævert forbundne magtformer, der er lige gamle. Det er således ikke inklusionen af det nøgne liv i politikken, der udgør det historiske ‘novum’ – det nøgne liv har hele tiden været objekt for den suveræne magt, der har inkluderet det nøgne liv ved at ekskludere det – det afgørende nye ved moderne politik er i stedet det forhold, at indre og ydre ikke længere lader sig skelne fra hinanden. Det nøgne livs sfære og den politiske sfære smelter sammen. Undtagelsestilstanden bliver således den dominerende styreform i det postmoderne skuespilsamfund. Denne udvikling synliggør ifølge Agamben, hvorledes undtagelsestilstanden, fraværet af juridisk orden, faktisk er konstitutivt for det juridiske system. Undtagelsestilstanden artikulerer en forbindelse mellem lov og anomi, lov og lovløshed. Som Agamben skriver i Stato di eccezione: “‘[U]ndtagelsestilstanden [...] er blevet reglen’ [...], ikke blot præsenterer den sig stadig mere som en regeringsmåde end som en usædvanlig forholdsregel, men den synliggør også sin paradigmatiske natur som konstitutiv for den juridiske orden.” (Agamben: Stato di eccezione. Homo sacer,II, I, Torino: Bollati Boringhieri, 2003, 16) I forlængelse af ovenstående problemstilling ser nærværende nummer af Øjeblikket nærmere på subjektivitet som et sted, hvor der sker en kompleks sammenvævning af innovation, kreativitet, befaling og magt. Spørgsmålet om subjektivitet og subjektivering belyses med fokus på både den måde, hvorpå subjekter gøres til objekter for forskellige former for magt, og med fokus på den måde, hvorved modstandsformer skabes og grupper udstyres med handlekraft og evnen til at handle kritisk. En række af nummerets bidrag fører en filosofisk diskussion om subjektiveringsformer i filosofi og litteratur. I sit bidrag “Fra biomagt til biopolitik” præsenterer den italienske filosof Maurizzio Lazzarato en læsning af Foucaults teori om biomagt. Ifølge Lazzarato var Foucault mindre interesseret i at analysere biomagtens opfangelse af livet og mere interesseret i at synliggøre det i livet, som modsætter sig magten og skaber alternative og modstandsdygtige livsformer. Litteraten Jacob Lund Pedersen analyserer under inddragelse af bl.a. Agamben og Levinas i sin tekst “Det skamfulde subjekt” forholdet mellem skam og subjektivitet og argumenterer for, at skam er en grænseerfaring mellem subjektivering og desubjektivering. Under titlen “Skam, det ekstreme og det ordinære” overvejer den amerikanske filosof Robin May Schott ligeledes skammens paradokser med særligt fokus på spørgsmålet om forholdet mellem offer og gerningsmand. I teksten “En mindre eksistentialisme” ser idé- og litteraturhistoriker Kim Su Rasmussen nærmere på den franske filosof Gilles Deleuzes teorier om subjektivitet og overvejer, som titlen gør opmærksom på, bl.a. Deleuzes forhold til Sartres eksistentialisme. I sit bidrag “Den tabte paradisiske klædedragt” tager den italienske filosof Giorgio Agamben udgangspunkt i en performance af den italienske kunstner Vanessa Beecroft og bruger denne som afsæt for overvejelser om nøgenheds teologiske og politiske betydninger. Andre tekster i nummeret fokuserer på den nutidige biopolitiske administration og produktionen af nøgent liv. Aktivistkollektivet Migreurop kritiserer i teksten “Fra europæisk indvandrings- og asylpolitik til interneringslejre” EU’s behandling af flygtninge og indvandre med fokus på de lejre, som de placeres og opbevares i. Den engelske geograf Derek Gregory overvejer i sit bidrag “Den civile – en død forestilling?” med udgangspunkt i den israelske hærs kampagne i Libanon forholdet mellem krig, politik og racisme. I teksten “Kusser i øjenhøjde og hverdagsfeministisk praksis” præsenterer det feministiske kollektiv Kran “Kusser i øjenhøjde” som en antihegemonisk aktion vendt mod de selvbegrænsede og veltrimmede kvinderoller, der er til rådighed i dag. Kunsthistorikeren Marie Mølgaard Laustsen analyserer i artiklen “Nøgent, nøgent liv” den serbiskfødte kunstner Tanja Ostojiç “Looking for a Husband with a EU Passport” med fokus på værkets problematisering af EU’s indvandrerpolitik. I sit bidrag “Der hvor det betyder noget” skriver den norske performance- og kunsthistoriker Boel Christensen-Scheel om kunstneriske projekter, bl.a. The Land Foundation og Sørfinnset/The Nord Land, der på forskellig vis finder sted som ‘uenige samarbejder’. Nummeret indeholder derudover en række billedbidrag, der i forskellige registre tematiserer produktionen af nøgent liv. Den rumænske kunstner Alexandra Croitoru bidrager med “Another Black Site”, fotografier fra den amerikanske militærbase Mikhail Kogalniceanu i Rumænien, hvor det amerikanske efterretningsvæsen i hemmelighed har afhørt tilfangetagne ‘terrorister’. Den danske kunstner Christian Lemmerz bidrager med billeder fra videoen “CPH: The Final Solution”, hvor man ser en arkitekturmodel af København bombet til ugenkendelighed. “Fireworks” er den danske kunstner Nanna Debois Buhls bidrag til nummeret, hvori hun bearbejder forholdet mellem krig, hverdag og det spektakulære. Endelig indeholder dette nummer af Øjeblikket en række tegninger og tryk skabt af den danske kunstner Per Ulrich, der blev sendt i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig for sit engagement i modstandsbevægelsen og for sine Hitler-karikaturer til bladet Krigshumor. Under dette ophold i først Sachsenhausen og siden Neuengamme tegnede Ulrich en serie billeder af lejrens destruktion af menneskeligt liv. God læselyst! Redaktionen, Kristina Ask, Mikkel Bolt og Karin Hindsbo |
Artikler |
| Alt indhold er copyright © 2006 Øjeblikket og de respektive kunstnere og forfattere. |